Der blev skudt med "løst krudt" på både golfbane og skydebane i går. Men heldigvis var det en dag med rigtigt mange fuldtræffere. 
Dagen begyndte hos Bestseller og deres største brand, Jack & Jones. Med ca. halvdelen af omsætningen i koncernen må det siges at være diamanten i det succesrige selskab med over 13 mia. i årlig omsætning. For ikke at medtage al den omsætning i diverse datterselskaber, retailselskaber, i Kina med meget mere. Lars Bech tog os igennem lidt historie og annekdoter fra Bestsellers opstart og frem til i dag - og vi hørte også om spændende planer for fremtiden. Bl.a. hvordan man vil fordoble omsætningen i løbet af de kommende 5 år. Tak til Lars for indlægget og rundvisningen hos Jack & Jones.
 
Efter besøget på Bestseller stod den på golf i Brande Golfklub. Vi blev endnu en gang forvænt med herligt DRIVE business vejr - og kunne glæde os over årets mere eller mindre første forårsdag. Der blev scoret rigtigt fint, når man tænker på den lange vinterpause, hvor der for de fleste nok ikke lige har stået golf på programmet. Med nyt handicap og 39 points hev Claus Rindal Astrup den første sejr i hus og det første stik på vejen til Final 4 i Spanien til november. Matchsponsor Klaus G. Pedersen, Creative United tog sig af 2. plads med Erik W. Pedersen på 3. pladsen. Hele listen er vedhæftet dette indlæg.
Som et specielt tiltag på dagen, deltog vores nye ambassadør, Nikolai Høgh, professionel golfspiller. Han deltog med en Beat the Pro konkurrence. Først på hul 3 - og da ingen kunne ramme greenen blev den flyttet til hul 13. Her var der mere held, og kampen om de 3 pladser til en ECCO Tour Pro/Am, der var på spil gik til Per Stabel, Steen F. Pedersen og Henrik Fink. Tillykke med det for 3 flotte slag. 
 
Vi afsluttede den indholdsrige dag med en tur på skydebanen i Brande, hvor Rasmus Bjergegaard tog imod os og skulle lære os de indledende skridt mod at skyde lerduer. Der var meget flot talent, også for dette - blandt andet viste Per Stabel at man sagtens kan skyde lerduer i dansesko. :-) Flere var tæt på "fuld hus" i vores afsluttende konkurrence, men ikke overraskende blev det storjager, Hans Ole Poulsen eneste med fuld hus og vinder af lerdue-konkurrencen. En flot skydeopvisning af Rasmus blev det også til, blandt andet også med "skud fra hoften". Meget imponerende og flot afslutning på en begivenhedsrig dag i det midtjyske! 
 
Tak til alle for jeres positive deltagelse og gode humør. Altid en fornøjelse at tilbringe tid sammen med jer. Specielt tak skal lyde til Lars Bech, Jack & Jones, til matchsponsor Klaus G. Pedersen og til Rasmus Bjergegaard for værtskab og undervisning på skydebanen i Brande.
 
Næste event er 2-dagsturen til Budersand i maj - og inden da skal en gruppe en tur til Ryder Cup banen Le Golf National i Paris. Jo, nu er der for alvor taget hul på DRIVE business sæsonen for 2018.