Et, for mange i netværket, længe ventet virksomhedsbesøg blev fornyligt en realitet - på Audi Headquarter i Ingolstadt. Og det blev en kæmpeoplevelse for alle de deltagende. I høj solskin startede vi udenfor hovedbygningen hos Audi - i det der skulle vise sig som en helt by med i alt ca. 43.000 medarbejdere.

Efter en kort planlægning af dagen startede vi på det store Audi Museum - med en historisk 3D film på det kæmpe lærred i Audi Bio, hvor vi fik et indblik i Audi historien. Rundt og kigge på biler tilbage fra Audi's start og helt frem til de seneste modeller - på de 4 etager svarende til de 4 ringe i Audi's logo. Ikke meget er tilfældigt her.

Så var vi klar til den store rundvisnings-tur på fabrikkerne med produktion af nogle af Audi's modeller. Og vores mobiler med kameraer måtte naturligvis lægges ind i et aflåst skab. Det blev til et helt unikt indblik i, hvordan robotter styrer meget af den første store del af produktionen af en bil. Det skal opleves og kan faktisk ikke beskrives.

Ikke mange mennesker vi mødte på den del af fabrikken - men det gjorde vi derimod i en anden del af fabrikken - her hvor den sidste del af en Audi bliver færdiggjort og kører af transportbåndet. Imponerende var det her at se, hvordan biler kører på transportbånd og hvordan hvert team har ca. 40 sekunder til at gøre deres arbejde på bilen færdigt. Igen svært at beskrive i detaljer - skal opleves.

Der bliver hver dag produceret ca. 3.000 biler på fabrikken - og hver bil specialproduceres ud fra den enkelte bestilling. Ganske imponerende, for nu at sige det mildt.

Dagen på Audi sluttede med en fantastisk frokost i Audi restauranten, inden der var lidt tid til at kigge efter spændende ting i Audi Shoppen og se den imponerende "Audi Auslieferung", hvor der hver dag udleveres 3-400 Audi biler til kunder - en ganske speciel service, der åbenbart også er meget populært hos kunderne.

En stor tak skal der lyde til Michael Rand fra Audi for den store hjælp med at planlægge og gennemføre dette besøg og unikke indblik i Audi's verden!